Søskendekursus SIBS & SELVHJÆLP
Kurset er for søskende i alderen 8-13 år til børn med særlige behov – og deres forældre.
Kurset er for søskende i alderen 8-13 år til børn med særlige behov – og deres forældre.
Døgn & Familiestøtte Herning tilbyder i samarbejde med Selvhjælp Herning et kombineret søskendekursus for søskende og deres forældre.
Søskendekursus SIBS & SELVHJÆLP er en forebyggende gruppebaseret indsats på otte sessioner, der har til formål at støtte søskende til bedre trivsel og mestring.
Kurset er en kombination af samtaler og aktiviteter, hvor deltagerne får mulighed for at spejle sig i hinanden og sætte ord på tanker og følelser.
I alle familier er det vigtigt at tale sammen om tanker og følelser. I familier, hvor der er et eller flere børn med særlige behov, er det særligt vigtigt for søskendes trivsel, at der tales åbent om de oplevelser, tanker og følelser, de har. Undersøgelser viser, at søskende er i øget risiko for at udvikle angst og depression. For nogle søskende, ser udfordringerne ud til at række ind i voksenlivet og kan have langsigtede konsekvenser for deres evne til at mestre udfordringer i deres liv. Søskende har behov for at føle sig hørt og forstået, hvilket bidrager til deres mestring af deres situation. Som forælder kan du måske være i tvivl om, hvordan du bedst taler med dit barn om de svære emner. På samme måde kan dit barn være bange for at bekymre dig/jer endnu mere med dets tanker og følelser.
For mange søskende og forældre kan det være en stor støtte og inspiration at mødes med andre i lignende situation. Vi har fokus på at skabe et trygt og fortroligt frirum, hvor deltagerne har mulighed for at dele egne erfaringer med hinanden. Gennem samtaler om specifikke søskende-emner får både børn og forældre mulighed for at udvikle strategier, som de kan bruge til at mestre hverdagens udfordringer og implementere positive forandringer.
Søskende kan ikke deltage, hvis de selv har en neurobiologisk eller psykiatrisk lidelse.
Der er plads til 8 søskende på et hold. Et hold sammensættes på baggrund af alder på søskende, så vidt muligt med en aldersspredning på max to år.
Det er obligatorisk for søskende at deltage i alle kursus-sessioner.
I session 1 og 2 skal én af barnets forældre deltage - samme forælder hver gang. Det er frivilligt for forældre at deltage i de øvrige seks sessioner, men vi opfordrer forældre til at deltage i hele kurset. Dette fordi det kræver tid at udvikle og indarbejde nye rutiner i en familie.
Vi serverer lidt mad og drikke hver gang.
Kurset faciliteres af certificerede SIBS-instruktører fra Døgn & Familiestøtte Herning i samarbejde med frivillige gruppeledere fra Selvhjælp Herning.
I Herning kommune har vi en forventning om, at I prioriterer jeres mødetider.
Første del af Søskendekurset SIBS & SELVHJÆLP består af to SIBS-sessioner.
I SIBS-sessionerne arbejder vi målrettet med at støtte børnene til at tale om deres tanker, følelser og oplevelser med at være søskende til et barn med særlige behov. Med forældrene har vi fokus på teknikker til at udvikle kvaliteten af kommunikationen med søskende i familien.
I de efterfølgende seks SELVHJÆLP-sessioner arbejder vi videre med den gode proces omkring søskendefokus, der er sat i gang på SIBS-sessionerne. Det kræver ofte tid og tålmodighed at udvikle og indarbejde nye rutiner i en familie. Gennem samtaler om forskellige søskende-emner får både søskende og forældre mulighed for at udvikle strategier, som de kan bruge til at håndtere hverdagens udfordringer og implementere positive forandringer.
| Session | Søskende | Forældre |
|
Session 1 SIBS |
Præsentation og lære hinanden at kende. Fokus på diagnose(r). Sammen laver vi spørgsmål til forældrene om søskendes diagnose. |
Præsentation. Hvordan taler jeg med søskende om diagnosen? Introduktion til nye kommunikationsteknikker. |
|
Session 2 SIBS |
Fokus på følelser som søskende. | Fokus på følelser som søskende. |
|
Session 3 SELVHJÆLP |
Fokus på familiedynamikker. Når en søster eller bror har en diagnose, påvirker det hele familien. |
Fokus på familiedynamikker. Når et barn i en familie har en diagnose, påvirker det hele familien. |
|
Session 4 SELVHJÆLP |
Hvordan er det at være søskende i en familie med særlige behov? Hvordan er det at være mig i min familie? Hvornår er der tid til mig i min familie? |
Fokus på forældrevaner og prioritering af tid og nærvær med søskende. Er der behov for, at jeg etablerer nye vaner for samværet med søskende? |
|
Session 5 SELVHJÆLP |
Fokus på følelser og maskering. Hvordan udtrykker jeg mine følelser og er der plads til at vise dem i min familie? |
Hvordan fremmer jeg den gode samtale og styrker min relation til søskende i familien? |
|
Session 6 SELVHJÆLP |
Mine behov som søskende og ønsker om forandring i familien. | Hvordan passer jeg på mig selv som forældre, så jeg har overskud og energi til at rumme hele familiens behov? |
|
Session 7 SELVHJÆLP |
Hvordan siger jeg til og fra overfor søskende og hvordan mærker jeg mine egne grænser. | Fokus på konflikter og andre udfordringer mellem søskende. |
|
Session 8 SELVHJÆLP |
Fokus på søskendes netværk og frirum i hverdagen. | Fastholdelse af de positive forandringer i familien. |
Det er gratis for jer at deltage i Søskendekurset SIBS & SELVHJÆLP. For at deltage skal I henvises via:
Ved tilmelding gives der samtykke til, at Døgn & Familiestøtte Herning deler relevante deltageroplysninger med Selvhjælp Herning.
1. januar 2024, trådte Barnets Lov i kraft og erstatter dele af den tidligere Servicelov. Det overordnede formål med barnets lov er at styrke indsatsen for børn og unge i udsatte positioner, så de modtager den rette hjælp og støtte tidligt i deres liv.
Barnets lov stiller krav til kommunerne om at samarbejde med Civilsamfundet, i form af frivillige organisationer og foreninger.
På den baggrund har Døgn & Familiestøtte Herning indgået samarbejde med Selvhjælp Herning. Selvhjælp Herning tager del i at gennemføre søskendekursus.
Anders Holst Jonassen
Funktionsleder
Tlf.: 5132 1176
@: anders.jonassen@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.