Faglig udvikling

Samarbejde med VISO styrker indsatsen for børn med komplekse behov

Publiceret 23-09-2026
Tilbud og indsatser Faglig udvikling Kvalitet og resultater Job og karriere Familie og pårørende

Tjørringhus deltager i et målrettet udviklingsforløb med VISO for at styrke de faglige kompetencer i arbejdet med børn med hjerneskade, lavt kognitivt funktionsniveau og tegn på autisme. Gennem undervisning, sparring og afprøvning af nye tilgange omsættes ny viden direkte til praksis, så børnene får de bedst mulige udviklingsbetingelser.

Når vi bliver klogere, får børnene endnu bedre muligheder.

I løbet af 2027 deltager Tjørringhus i et målrettet samarbejde med VISO (Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation). Formålet er at styrke vores faglige viden og kompetencer i arbejdet med børn, der både har en erhvervet eller medfødt hjerneskade, et lavt kognitivt funktionsniveau og samtidig udviser adfærd eller træk, der kan pege i retning af autisme.

Som en del af samarbejdet har Tjørringhus fået et målgruppeforløb, hvor VISO gennem temadage og løbende sparring understøtter vores faglige udvikling. Forløbet tager udgangspunkt i anonymiserede cases fra praksis, så læringen er tæt knyttet til de udfordringer og situationer, medarbejderne møder i hverdagen.

På temadagene identificerer vi sammen med VISO konkrete redskaber og pædagogiske tilgange, som efterfølgende afprøves i det daglige arbejde med børnene. Mellem temadagene deltager VISO på teammøder og bidrager med faglig sparring på de aftalte prøvehandlinger. Det giver mulighed for løbende refleksion og sikrer, at ny viden og nye perspektiver bliver forankret i praksis.

Den seneste temadag havde fokus på at styrke vores evne til at tilpasse den pædagogiske indsats til det enkelte barns udviklingsniveau. Børn udvikler sig forskelligt inden for både kognitive, følelsesmæssige og sansemæssige områder, og derfor er det afgørende, at vi møder hvert barn med afsæt i dets individuelle behov, ressourcer og forudsætninger.

I de kommende måneder vil vi have særligt fokus på at undersøge, hvordan vores indsatser bedst tager udgangspunkt i barnets aktuelle udviklingsniveau. Målet er at blive endnu skarpere på at tilbyde den støtte og regulering, som det enkelte barn har brug for, så barnet kan trives, udvikle sig og deltage aktivt i fællesskabet.

For os handler samarbejdet med VISO om mere end ny viden. Det handler om at omsætte viden til handling, så vi kan skabe de bedst mulige rammer for børnenes udvikling og hverdag.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?