Nogle unge mellem 11 og 17 år står i en periode af deres liv med udfordringer, som gør det svært at trives i hverdagen. De kan kæmpe med mistrivsel, konflikter, skolefravær eller manglende tro på egne evner. For disse unge kan et ophold i en familie skabe den ro, stabilitet og omsorg, der skal til for at finde fodfæstet igen.
I Herning Kommune samarbejder vi med godkendte plejefamilier, som fungerer som træningsfamilier. Her får den unge en tryg hverdag med tydelige rammer, nærværende voksne og støtte til at udvikle sociale, personlige og praktiske færdigheder.
Indsatsen kaldes HOFI – Helhedsorienteret Familieindsats. Plejefamilierne kalder vi træningsfamilier, fordi målet er at støtte den unge i at få øje på egne ressourcer, opbygge nye færdigheder og skabe små succeser, der kan bringe dem videre i livet.
Hvad er HOFI?
HOFI står for Helhedsorienteret Familieindsats. Indsatsen bygger på en stærk tro på, at unge udvikler sig bedst i trygge relationer og meningsfulde fællesskaber.
Som træningsfamilie står I ikke alene. Et tværfagligt team af specialiserede fagpersoner følger forløbet tæt og støtter både den unge, træningsfamilien og de biologiske forældre. Sammen arbejder vi for at skabe positive forandringer og styrke den unges mulighed for at få et godt ungdoms- og voksenliv.
Hvem kan blive træningsfamilie?
I behøver ikke være perfekte. Det vigtigste er, at I har overskud, engagement og lyst til at gøre en forskel for et ungt menneske. I får grundig støtte, sparring og et tæt samarbejde med HOFI-teamet gennem hele forløbet.
En indsats med mening
Som træningsfamilie er I med til at give en ung mulighed for:
- At opleve stabile og trygge relationer
- At få struktur på hverdagen
- At udvikle nye færdigheder og gode vaner
- At styrke troen på egne muligheder
- At skabe en positiv retning for fremtiden
👉 Kunne I se jer selv som træningsfamilie?
Læs mere om HOFI og bliv klogere på opgaven, støtten og mulighederne her: HOFI - Helhedsorienteret Familieindsats
