Plejefamilier, som samarbejder med Herning Kommune, ansættes på en kontrakt og aflønnes med et aftalt antal vederlag.
Kontrakt
Det er barnets rådgiver, der laver kontrakt og ansætter jer som plejefamilie. Kontrakten indeholder de aftaler, som rådgiver og I individuelt laver omkring det enkelte barn.
Det kan eksempelvis være:
- Antal vederlag for opgaven.
- Hvornår I modtager kørselsgodtgørelse.
- Ferieafholdelse.
- Forsikring hvis plejebarnet forvolder skade på indbo.
- Hvem henter og bringer barnet.
- Tavshedspligt.
Vederlag - jeres lønberegning efter Gennemsnitsmodellen
Beregningsgrundlaget for døgnplejefamiliens løn bliver kaldt vederlag. Vederlag er en skattepligtig ydelse for den af jer, som underskriver kontrakten med kommunen.
Lønnen som plejefamilie er ikke pensionsgivende (i forhold til arbejdsgiverbetalt pension)
KL taksttabel 2024
Gennemsnitsmodellen bliver anvendt i forbindelse med døgnanbringelser af børn og unge. Modellen tilbyder plejefamilien den samme gennemsnitlige vederlagshonorering under hele plejeforløbet.
I Honoreringsudvalget er der:
- Centerleder for Døgn- og Familiestøtte Herning
- teamleder fra Børn og Forebyggelse.
- teamleder fra Familieplejen.
- faglig koordinator fra Familieplejen.
Gennemsnitsmodellen støtter plejefamiliernes motivation til at arbejde udviklende. Der er fokus på barnets ressourcer fremfor barnets vanskeligheder. Det skaber mere ro om barnet under anbringelsen.
Når sagen er blevet behandlet på møde, bliver plejefamiliens løn fastsat på baggrund af en gennemsnits- betragtning for hele plejeforløbet.
På mødet i Honoreringsudvalget drøfter vi:
- Barnets støttebehov.
- Krav til plejefamilien.
- Tidshorisont for anbringelsen.
- Forventninger til samarbejde med barnets forældre.
- Plejefamiliens ressourcer, kompetencer, og kvalifikationer i forbindelse med at løse opgaven med plejebarnet.
- Plejeforholdets betydning for eventuelle erhvervsbegrænsninger, herunder omfanget af andet arbejde
Løn som netværksplejefamilie
Netværksplejefamilier aflønnes ikke med løn/vederlag men skal have dækket deres omkostninger i forbindelse med barnets eller den unges ophold.
Netværksplejefamilien skal, ud over godtgørelse for kost og logi, have dækket øvrige og ekstraordinære omkostninger ved at have barnet eller den unge boende. Op til 20.000 kr. pr. barn årligt kan dækkes som øvrige omkostninger uden forevisning af dokumentation.
Denne ordning skyldes, at det er vigtigt, at barnet eller den unge under anbringelsen véd, at det ikke er en økonomisk belastning for familien. Det er derfor vigtigt, at betalingsordningen for barnets ophold hos en netværksplejefamilie er udgiftsneutral for netværksplejefamilien. Familien skal kunne fortsætte sin livsførelse, som denne har set ud inden modtagelsen af plejebarnet, og plejebarnet skal deltage i familielivet på lige fod med andre familiemedlemmer.
Lovens hensigt med netværksplejefamilier forudsætter, at plejebarnet sidestilles fuldt ud med andre børn i familien. Det betyder, at kommunen skal dække udgifter som medvirker til, at plejebarnet kan indgå i familiens almindelige livsførelse, og som ikke kan forventes dækket af kost og logi-beløbet.
Netværksplejefamilier kan efter en konkret vurdering desuden få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Forsørgelse og almindelige fornødenheder
Kost og logi
Kost- og logi-beløbet er en skattefri ydelse fastsat af Socialministeriet. Beløbet skal dække plejebarnets forsørgelse. Det vil sige udgifter til:
- Kost.
- Daglige fornødenheder.
- Fornøjelser.
- Udgifter til værelse.
- Opvarmning.
- Slitage.
- Fritidsaktiviteter.
- Kørsel - til og fra daginstitution, skole, til og fra kammerater, fritidsaktiviteter, skolemøder, forældremøder, almindelige lægebesøg og lignende.
Særlig kørselsgodtgørelse efter statens lave takst bliver aftalt ved indgåelse af kontrakt eller efter aftale med barnets rådgiver.
Herning kommune evt. kan helt eller delvist dække visse øvrige udgifter. Dette bliver vurderet med barnets rådgiver - eller ønsket mailes til Ansøgningspostkassen - se Herning kommunes Håndbog for plejefamilier,
som udleveres i forbindelse med et barns anbringelse.
Tøj- og lommepengebeløb
Kommunen udbetaler et fast beløb til tøj og lommepenge til plejebarnet.
Beløbet er skattefrit og bliver overført til barnets NEM-konto. Vi forventer, at du som plejefamilie administrerer disse beløb for eller sammen med plejebarnet - alt efter barnets alder og modenhed.
Socialministeriet fastsætter beløbene, som varierer efter plejebarnets alder.
KL taksttabel 2024