Intern audit på det sundhedsfaglige arbejde

Instruks vedrørende Intern audit på det sundhedsfaglige arbejde i DFH

Her er en liste over de forkortelser du kan støde på i denne instruks.

  • DFH = Døgn og Familiestøtte Herning 
  • UTH = Utilsigtede hændelse
  • FMK = Fælles Medicinkort
  • LMK = Lokal Medicinkort (Ordinationsoversigt)
  • PN = efter behov
  • CAVE = lægemidler som en patient bør undgå at få grundet allergi
  • KOL = Kronisk Obstruktiv Lungesygdom
  • CRP = C-Reaktivt Protein

 


I DFH er der et stærkt fokus på at udvikle og vedligeholde en høj kvalitet i det sundhedsfaglige arbejde. Der gennemføres interne audits på alle Døgn & Familiestøtte Herning's bosteder. Formålet med de interne audits er at sikre, at vi alle lever op til lovgivningen og leverer en høj grad af patientsikkerhed.

De interne audits giver desuden mulighed for at skabe overblik over de sundhedsfaglige arbejdsgange i den samlede organisation samt få indblik i de udfordringer, der kan opstå på de lokale arbejdspladser. De interne audits bidrager dermed til vidensopsamling, og de skaber et grundlag for udvikling af måden vi har organiseret vores sundhedsfaglige organisation på.


Ledelsen har det overordnede ansvar for at DFH lever op til de af lovgivningen opsatte krav, for botilbud der håndterer medicin og leverer sundhedsfaglige ydelser jf. sundhedsloven.

Det er en prioritet for ledelsen at der kontinuerligt gennemføres interne audits på det sundhedsfaglige område i DFH, hvorfor der også altid vil være en repræsentant fra ledelsen til stede under en intern audit.

Ledelsen har uddelegeret ansvaret for at sikre udførelse og afholdelse af interne audits til kvalitets- og udviklingskoordinator og den sygeplejefaglige koordinator.


Der gennemføres intern audit på alle botilbud minimum 2 gange om året. De gennemføres løbende. I december og juni måned sker der en udmelding af, hvilke botilbud der skal auditeres hvornår i den kommende periode.

Se plan for 2021 på Intra > Sundhedsfaglig > Audit > Plan for interne audits 2021.


Alle aktører indkaldes af Kvalitets- og udviklingskoordinator i god tid. Interne audits gennemføres ved besøg på de udvalgte botilbud - efter planlagte frekvens.


Ved auditten deltager som minimum tilbuddets funktionsleder, den sygeplejefaglige koordinator, samt kvalitets- og udviklingskoordinator.

Gennemgang og udfyldelse af audit skema med særligt fokus på:

  • Medicinskab
  • Medicinskema (medicinmodul)
  • Medicindokumentation
  • Sundhedsfaglig dokumentation

Besøget afsluttes med en drøftelse af resultatet af den interne audit, og der indgås aftaler om, hvornår og hvordan der skal følges op på rapporten, som udarbejdes på baggrund af besøget.

Et besøg vil typisk vare 3 timer.


kvalitets- og udviklingskoordinator udarbejder rapporten og sender den til ledelsen senest 7 dage efter besøget. 

Hvis der konstateres afvigelser, skal funktionsleder melde tilbage til kvalitets- og udviklingskoordinator eller sygeplejefaglig koordinator, når afvigelserne er lukket. Tilbagemeldingen skal indeholde en kort beskrivelse af, hvordan afvigelsen er lukket. Afvigelser skal lukkes snarest muligt. Funktionsleder er ansvarlig for at afsætte tilstrækkelige ressourcer til at sikre dette.

Lukning af afvigelserne skal godkendes af den sygeplejefaglige koordinator eller kvalitets- og udviklingskoordinator. Dette foregår enten ved gennemsyn af dokumentation eller ved besøg på arbejdspladsen. Koordinator dokumenterer at afvigelsen er lukket i aktuel Rapport - intern audit på Intra under SUNDHEDSFAGLIG > AUDIT.


INSTRUKS

Ikrafttrædelse:
Marts 2021

Revideret: 
Maj 2021

Næste revision: 
September 2021

Udarbejdet af: 
Ditte Fay Fraser 
Henriette Engsig 
Ea Holm 

Godkendt af: 
Ledelsen DFH

Målgruppe: 
Alle beboere i DFH

Gældende for: 
Medarbejdere, DFH