Hos os har alle unge deres eget værelse. De deler badeværelse
med en anden ung. De unge kan bruge fælleslokalerne, hvor der er
køkkenalrum, TV stue, badeværelser, samt aktivitetsrum. Derudover
råder vi over et stort udenoms areal med mulighed for boldspil,
hoppepude, bålhygge og meget andet. Vi bor i cykel og gå afstand
til uddannelsessteder, gågade og har til huse overfor svømmehal og
fitness.
Struktur og rammer
Vi støtter de unge til at være i gang med skole eller
beskæftigelse. Dette tilpasser vi til den enkelte i samarbejde
med den anbringende myndighed. Vi lægger vægt på, at de unge
deltager i aktiviteter og oplevelser.
På Mejeriet har hverdagen en struktur der er let at genkende. I
huset hjælper vi hinanden med alle de praktiske opgaver. At
leve sammen med andre giver den enkelte mulighed for at erfare,
hvordan det er at være i et fællesskab.
Vi har et ugentligt husmøde. Her tager unge og medarbejderne i
fællesskab stilling til livet i huset. Møderne er et godt sted at
øve sig i, hvordan et demokrati fungerer. På mødet lægges planer
for fælles aktiviteter og der drøftes aktuelle emner. Medarbejderne
er med til at styre møderne. Og vi hjælper de unge med at finde
løsninger på det de har svært ved.
At bo sammen med andre kræver at den enkelte kan tage hensyn til
forskelligheder. På Mejeriet har vi klare regler omkring alkohol og
rygning. Og vi forholder os til gældende regler og lovgivning
indenfor området.